11-14 oktober 2012, Dortmund – Tyskland.

Årets sidste tur med campingvognen, gik som de to foregående år til den store udstilling og Messe “Hund & Pferd” i Dortmund.

Igen i år udstillede vi fredag og søndag – Lørdagen blev brugt på at se hesteshows, rideudstyr og alverdens boder til hest og hund. Det er altså en oplevelse værd.

Som det efterhånden er blevet en tradition camperede vi på den store p-plads ved Dortmunds fodboldstadion. Vi var de første på pladsen, så den bedste plads blev nøje udvalgt med god plads omkring..

Vejret var en lidt blandet fornøjelse, men heldige var vi nu alligevel. Vi gik til udstillingen i tørvejr fredag, men alt imens dette foregik regnede det i et væk. Da vi skulle retur til campingvognen, klarede det op og blev køligt flot efterårsvejr. Lørdagen var i solens tegn – Lige indtil kl. 18, så regnede det så hverken hunde eller vi ville ud.. Hundene gik iseng og da vi stod op søndag morgen, var det igen tørt og opholdsvejr – Godt der er opfundet en generator, som kan sørge for strøm til indendørs aktiviteter og ikke mindst hundefønen…

Men uanset vejr, vind og resultater nyder både hunde og vi disse campingture – Dejlige ferier og oplevelser i vores hverdagsliv.